Dåb

Barnedåb finder normalt sted i sognekirken. Barnet bør døbes indenfor de første uger efter fødslen. Sognepræsten er forpligtet til at sikre sig, at forældrene er i stand til og villige til at opdrage deres barn som katolik. I et blandet ægteskab påhviler det især den katolske part. Barnet skal have mindst én fadder, som skal være katolik, være firmet og have modtaget den 1. kommunion, leve et autentisk liv som kristen og være mindst 16 år. Foruden den katolske fadder kan der være en ikke-katolsk fadder (dåbsvidne), som også skal være kristen og fyldt 16 år.
Ved anmodning om barnedåb opgives barnets fødselsregistreringssted, fødselsdato og bopæl, såfremt det er født i Danmark, ellers medbringes barnets fødsels- og navneattest, forældrenes fødsels- og dåbsattester el. fødsels- og navneattester samt vielsesattest (for så vidt det drejer sig om ægtepar).

Tilmeldingsblanket til dåb

Firmelse og 1. kommunion

For at kunne modtage disse sakramenter skal børnene og de unge først gå til undervisning. Henvendelse sker til den lokale sognepræst. Men børnene skal allerede, så snart de begynder i skolen, tilmeldes religionsundervisning. Alle, der har modtaget den første hellige kommunion, er forpligtet til mindst en gang om året at gå til kommunion. Det bør normalt være i påsketiden, hvor Kirken på en særlig højtidelig måde fejrer Kristi lidelse, død og opstandelse, vor frelses mysterium, der er nærværende i den hellige messe.

Tilmeldingsblanket til 1. kommunion
Tilmeldingsblanket til firmelse

Ægtevielse

Brudeparret må i god tid, dog mindst 6 måneder inden vielsen, henvende sig til sognepræsten for at få bragt de nødvendige formaliteter i orden og modtage undervisning om ægteskabet.
Ægteskabsundervisning er ikke mindst i vor tid, hvor der hersker stor forvirring omkring parforhold, en nødvendig forberedelse til et godt kristent ægteskab. Bispedømmet har udarbejdet et fyldigt undervisningsmateriale, som kan købes på Pastoralcentret eller i alle landets boghandlere. Hvis kun den ene part er katolik, bør henvendelsen ske til dennes sognepræst eller til den præst, der skal foretage vielsen. Ved  vielse  i  Danmark skal parret medbringe følgende dokumenter til præsten: Fødsels- og dåbs-/navneattester, firmelsesattester, prøvelsesattest (udstedt af kommunens bryllupskontor).

Yderligere oplysinger omkring ægteskab kan ses på følgende link

Skriftemål

Kirken opfordrer alle katolikker til regelmæssigt at skrifte for at modtage Guds helbredende nåde. Alle, der er sig bevidst at have begået alvorlige synder, har pligt til indenfor et år at gå til skrifte for at blive forsonet med Gud og kan ikke modtage den hellige kommunion, før dette er sket.
Skriftemålet finder sted i kirken eller et andet passende sted.

Sygesalvelse

Enhver alvorlig sygdom, selvom den ikke er livstruende, kronisk svaghed og fremskreden alderdom berettiger til at modtage dette sakramente. I dette sakramente viser Kristus det lidende menneske sin omsorg og giver det helbredelse, styrke, og livsmod. Man bør derfor henvende sig til sognepræsten så tidligt som muligt i sygdomsforløbet, eller når ens helbred for alvor er svækket. Enhver, som er vidende om alvorlige sygdomstilfælde i menigheden, især blandt enlige, bør underrette præsten. I tilfælde af langvarige eller kroniske sygdomme kan man modtage de syges salvelse med mellemrum.